Levetider

Det er vigtigt at badeværelser holder længe, fordi prisen for udskiftning/reparation er høj.

Levetid opfattes normalt som den tid, tingene fungerer, fx hvor længe gulvet er vandtæt, eller hvor længe vandhanen fungerer, før den begynder at dryppe.

Æstetik
Det er imidlertid også relevant at tænke på den æstetiske levetid, dvs. den tid du som bruger kan leve med badeværelsets udseende.

Mange badeværelser bliver renoveret alene fordi indretning og udseende ikke længere lever op til beboernes krav. Det sker som regel længe før, badeværelset holder op med at fungere.

Er der valgt meget modeprægede løsninger - fx med hensyn til flisestørrelser eller mønstre - er der stor risiko for, at den æstetiske levetid bliver kort. 

Det er altså af økonomiske årsager en fordel at vælge mere klassiske/neutrale løsninger, fordi man ikke så hurtigt ”bliver træt” af dem.